
Her sidder jeg sammen med min chef, Margit – med konference-badget om halsen klar til Gitte Ottosens oplæg.
Softwaretest og kartofler
Refleksioner over EuroSTAR – af testkonsulent Andreas Daugaard Lassen
”Jeg synes, du skal undersøge det en ekstra gang…”
Sådan lød svaret, da jeg oprindeligt meddelte, at jeg ikke kunne deltage på EuroSTAR 2022. Som i så mange andre softwareudviklingsprojekter var tre dage meget at tage ud af kalenderen – men hvor er jeg glad for, at jeg tog afsted!
…
Med konference-badget om halsen og forventningerne på lavt blus sidder jeg og venter, på at konferencens allerførste keynote speaker, Rikard Edgren, skal starte sit oplæg. En times tid senere sidder jeg og spekulerer på, hvordan jeg kan bruge ’test-kartoflen’ i min hverdag hos kunder, for det var blandt andet dette, som Rikards oplæg handlede om.
Men hvordan i al verden hænger softwaretest og kartofler sammen? Jo, Rikard beskrev det sådan, at når vi som testere sidder med kartoflen i hånden og spekulerer på, hvordan vi skal teste den, så ser vi på kartoflen fra én synsvinkel. Når vi derimod, i vores tværfaglige team, står rundt om kartoflen sammen med en udvikler og en forretningsanalytiker, så anskuer vi den fra hvert vores synspunkt. På den måde kan vi bedre sammen få testet alle de spændende aspekter af kartoflen, fordi henholdsvis testeren, udvikleren og forretningsanalytikeren ser øjne og sprækker i kartoflen, som de andre ikke kan se.
Software- og kartofler – hvem skulle have troet, at det kunne have noget med hinanden at gøre? 😊
De efterfølgende dage på konferencen bød på mange andre sjove vinkler på test, og netop de skøre og lidt anderledes vinkler er dem, som jeg husker bedst og har lyst til at bruge i min hverdag. Lyst til at bruge! What? Jeg har lyst til at:
- lave UAT-bingo med testerne i min hverdag.
- afholde bughunts med præmier for flest fundne bugs.
- bestille fra hele menukortet, når jeg skal udvælge, hvilke egenskaber mit team har mest brug for.
Menukortet stammer fra Gitte Ottosens (min egen helt fantastiske kollegas) oplæg, hvori hun analyserer opgaverne og egenskaber fra tre roller i testverdenen; en orchestrator, en quality coach og en testmanager.
I oplægget hører jeg om, hvordan man ikke nødvendigvis bare kan tage egenskaberne fra én rolle og bruge dem i sit daglige arbejde. Det kan være, at jeg som testmanager har brug for noget af det, som en quality coach kan, hvis testerne for eksempel har brug for sparring. Eller at jeg som quality coach har brug for at trække på orchestratorens egenskaber – eller en helt tredje kombination af de mange roller, vi i dag varetager som en del af softwaretestens forunderlige verden.
Gittes oplæg giver mig lyst til at lære mere.
”Lyst”
… Er faktisk det ord, som jeg synes gennemsyrer og kendetegner hele stemningen omkring konferencen. Her er samlet over 1.000 mennesker, som alle har lyst til test! Og nu skal jeg gøre alt, hvad jeg kan, for at bringe lysten videre!

Her sidder jeg sammen med min chef, Margit – med konference-badget om halsen klar til Gitte Ottosens oplæg.