Test Talks – en mulighed for vidensdeling

Hos Key2Quality ønsker vi at dele viden med vores omverden. Vi ønsker at formidle det, vi kan, men i lige så høj grad at lære fra det, som andre kan. Dialogen er vigtig, når mennesker med forskellige baggrunde og faglighed mødes og udveksler erfaringer indenfor de mange forskellige aspekter af vores fag. Derfor har vi valgt at etablere ”Test Talks” – et forum for læring, vidensdeling og dialog.

Arrangementerne kan tage flere forskellige former afhængigt af emnet og ikke mindst af deltagerne. Vi afholder både klassiske seminarer, paneldebatter og workshops og webinarer. Indholdet varierer fra gang til gang men vil altid ligge indenfor rammerne af test, agil udvikling og testledelse.

Seminarer

Den allerførste linje i det Agile Manifesto starter med ”Individuals and interactions”, og det er også kernen i vores Test Talks Seminarer. Vi får mulighed for at mødes ansigt til ansigt, høre præsentationer, diskutere, deltage i mini workshops – at lære og dele viden.

Når vi mødes fysisk er det som regel fra kl. 8 til 10, og der er mulighed for at få lidt morgenmad, inden vi går i gang. Lokationen kan skifte fra gang til gang – men vil altid være i området Skanderborg/Aarhus.

Webinarer

Det er ikke altid muligt at mødes fysisk, så vi har også etableret rammerne for webinarer. Disse vil være kortere arrangementer online, med præsentationer af specifikke testrelaterede emner – men stadig med plads og mulighed for spørgsmål og diskussion.

Som udgangspunkt vil et webinar vare mellem 45 og 90 minutter, afhængig af indhold.

Webinar 10. december 2020

Ved EUROSTAR 2020 vandt vores helt egen Gitte Ottosen prisen for best paper med sin artikel om test i en skaleret agil udviklingsmodel.

Gittes paper dannede grundlag for præsentationen på konferencen, og da vi ved, at det er udfordringer, som mange, der arbejder med skaleret agil udvikling, kan nikke genkendende til, tilbyder vi her en mulighed for deltagelse i webinar med samme tema. Vi tager udgangspunkt i præsentationen fra EUROSTAR men fylder lidt mere indhold på, da vi har lidt bedre tid – og så bliver præsentationen naturligvis holdt på dansk.