Key2Quality på EuroSTAR

jun 16, 2022 | EuroSTAR, Nyheder

Da vi hos Key2Quality hørte, at EuroSTAR, Europas største testkonference, skulle afholdes i Danmark i 2022, vidste vi, at vi bare måtte med! Derfor drog vores hold af testkonsulenter mod Bella Center Copenhagen, hvor konferencen skulle finde sted den 7.-10. juni.

Det var en helt fantastisk og yderst lærerig oplevelse at være med på EuroSTAR 2022. Bella Center Copenhagen emmede af entusiasme for test, og det blev hurtigt tydeligt, at vi er en del af et stort, globalt og fagligt netværk.

Der var på konferencen rig mulighed for at diskutere forskellige tilgange til test, høre om andres erfaringer fra forskellige projekter og dele viden om værktøjer til eksempelvis:

  • Testmanagement
  • Testeksekvering
  • Testautomatisering
  • Testmonitorering

Og så var der selvfølgelig et hav af oplæg med emner, der spændte fra IT-sikkerhed og hacking, til hvor på en brugergrænseflade man bør placere et logo, for at brugeren får den bedste oplevelse i brugen af en given software.

Blandt de adskillige emner fra oplægsholdere var der særligt tre helt gennemgående temaer for konferencen, som vi hæftede os ved:

  • Kontekst
  • Mennesker er essentielle
  • Mentalt helbred

Kontekst

Der var blandt oplægsholderne stort fokus på, at vores arbejde altid er og bør være kontekstbaseret. Blandt andet blev idéerne om ’Shift left’* og den agile arbejdstilgang udfordret – fordi de ikke vil fungere i enhver kontekst. Som konsulenter skal vi være opmærksomme på vores kunders kontekst for bedst muligt at kunne udføre vores roller og løse vores opgaver – i modsætning til, hvis vi forsøger at genbruge en løsning fra én kunde hos en anden uden at tage højde for den specifikke problemstilling. Flere oplægsholdere pointerede desuden, at aktiv lytning er en helt essentiel del af test – for netop at lære og forstå et projekts kontekst og forretningens behov.

 

Mennesker er essentielle

For os som konsulenter var det særligt bekræftende at høre flere oplægsholdere understrege, at det menneskelige aspekt er en helt essentiel del af at arbejde med test. Temaet var en umiddelbar reaktion mod testautomatisering. Testautomatisering er nødvendigt og effektivt, men det var en gennemgående pointe, at automatiseret test hverken kan eller må dække over alle testaspekter, fordi mennesker kan meget mere.

Testerens mindset og analytiske tankegang kan aldrig erstattes af robotter. Robotter gør kun, hvad de bliver instrueret i, og det vil altid være testerens menneskelige egenskaber, der gør den gode test god!

 

Mentalt helbred

Særligt ét oplæg var på alles læber under hele konferencen – selvom det ikke handlede direkte om test. Test Automation Engineer Sophie Küster fra cronn GmbH holdt onsdag eftermiddag oplæg om sin oplevelse med at fortælle sin arbejdsplads om sit mentale helbred. Da Sophie selv fik udfordringer med sit mentale helbred, valgte hun at være åben omkring det på arbejdspladsen – med positiv respons.
Hendes erfaringer var:

  • man er sjældent alene
  • de fleste vil gerne hjælpe
  • man skal vænne sig til åbenhed – det smitter.

Det måske vigtigste at tage med fra Sophies oplæg, var, at vi skal huske at række ud og tage det første skridt. Vi skal sørge for at passe på hinanden – det styrker teamet!

Men vores absolutte højdepunkt var selvfølgelig at høre oplæg fra vores helt egen Gitte Ottosen 🙂

Alt i alt en konference med masser af stof til eftertanke. Der var mange gode pointer og nye måder at se tingene på, som vi vil forsøge at tage med os i vores fortsatte arbejde ude i testverdenen.

 

*) “Shift left” er et udtryk for, at blandt andet test skal være en del af et projekt så tidligt som muligt.

Få besked, når vi har nye blogindlæg eller nyt om kurser

*Påkrævet felt